Skolevalg 2015: Flere tusinde skoleelever var forleden i stemmeboksen for at sætte deres kryds ved det folketingsparti, de er mest enige med.
I Norge og Sverige har de gennemført Skolevalg i mange år – nu er det også kommet til Danmark og danske skoleelever.
For første gang herhjemme fik 75.000 elever fra 8. og 9. klasse på godt 800 tilmeldte skoler et valgkort i hånden for at stemme på det parti, de synes bedst om. Et fiktivt folketingsvalg, men udskrevet af en rigtig statsminister, Helle Thorning Schmidt, og på valgdagen afholdt med stemmebokse, stemmesedler og valgurner – helt som et rigtigt valg.
I Danmark er valgdeltagelsen blandt unge vælgere (18-25 år) lavere end resten af befolkningens. Formålet med Skolevalg 2015 er at styrke unges interesse for politik og øge deres demokratiske selvtillid. At motivere de unge til at tage del i demokratiet samt forberede dem på at stemme, når de bliver 18 år og derved får stemmeret.
Manglende stemmelyst skyldes imidlertid angiveligt ikke manglende politisk engagement. En stor europæisk undersøgelse lavet af Eurofond viser nemlig at danske unge er blandt de mest politisk aktive i Europa, kun overgået af unge i Finland og Sverige.
Valgkamp og politiske mærkesager
Forud for Skolevalget gik en tre uger lang “valgkamp” i form af et særligt tilrettelagt undervisningsforløb nogle timer ugentligt og med fokus på demokratisk engagement. Bl.a. om det uformelle demokrati og politisk retorik.
Eleverne fik til opgave at udvælge tre mærkesager blandt 25 forudbestemte mærkesager, lave kampagner for deres sag og sætte sig ind i partiernes politik. Brugerbetaling ved lægen, retfærdig krig, behovet for økologi, indfør niveauopdeling i folkeskolen, nedrustning af det danske militær…
Blandt de sager som flest elever fandt vigtigst er bedre og billigere offentlig transport samt at gøre aktiv dødshjælp lovligt. Også spørgsmålet om hårdere straffe for personfarlig kriminalitet ser eleverne som vigtigt.
I slutningen af forløbet valgte de politiske partier også tre mærkesager og gjorde dem til grundpillen i deres partiprogram for Skolevalg. Ved valget var elevernes opgave at vurdere hvilket parti, der bedst repræsenterer deres holdninger, og som de derfor vil stemme på.
Valgresultatet – borgerligt flertal blandt eleverne i 79 af landets 98 kommuner
Valgets vinder var Venstre med 27,4 procent af elevernes stemmer, Socialdemokraterne kom på en anden plads, og Liberal Alliance på en tredje plads. Enhedslisten blev det mindste parti over spærregrænsen, med 6 procent af elevernes stemmer.
Det svarer til en fordeling i toppen med 49 mandater til Venstre, 32 til Socialdemokraterne og 20 til Liberal Alliance. 78 procent af eleverne stemte til skolevalget, noget lavere end stemmeprocenten på 87,7 ved det seneste rigtige folketingsvalg.
Som på ”rigtige” valgaftener blev resultaterne transmitteret live fra Christiansborg, denne gang på DR kanalen Ultra.
Kritiske røster af Skolevalgets setup
En partitest, som skoleeleverne kunne tage online på skolevalg.dk, med en række udsagn, vurderes til at være utilstrækkelig og for smalt et grundlag til at give eleven indsigt i hvilket parti, eleven er mest enig med. Og dermed med betydning for resultatet af Skolevalget, ifølge Ugebrevet A4.
Andre har hæftet sig ved at elevernes opgave i at lave kampagner og formulere slogans og jagt ’likes’ gør demokrati til en konkurrence om popularitet.
Sænke valgretsalder til 16 år?
Ideen om at afholde Skolevalg kommer oprindeligt fra Valgretskommissionen, der blev nedsat af Dansk Ungdoms Fællesråd efter kommunalvalget i 2009.
Et forslag blandt de i alt 28 forslag (pdf) fra 2011 til tiltag, der kan styrke unges deltagelse i demokratiet, var desuden at sænke valgretten til 16 år.
Det forslag kan elevernes organisation, Danske Skoleelever, efter Skolevalget helt tilslutte sig for at udvide demokratiet med de unges stemmer, der er vigtige og som skal anerkendes.
Folketinget og Undervisningsministeriet står bag Skolevalg 2015, der blev afholdt den 29. januar 2015. Det afholdes efter planen igen i 2017.
Opdateret: Evaluering af Skolevalget
En evaluering af Skolevalg 15 viser at initiativet har øget elevernes politiske identitet og styrket det politiske kompas.
Se mere om evalueringen her
—
Skoleelever giver Løkke nøglerne til Statsministeriet, i DenOffentlige.dk
Unge borgerlige er de nye rebeller, leder i Information